Om mig


Jeg er historiefortæller – hvad laver du?

Hele mit liv har cirklet omkring historiefortælling.  Jeg har været så heldig at kunne leve af det, siden 2001 og har derfor haft god tid til at forme en professionel karriere. Til en begyndelse kaldte jeg firmaet for Fortællekompagniet, siden er det kommet til at hedde Fortællekunsten. Fordi det ér en kunst at fortælle historier, at fange og fastholde lytterne og gør dem engagerede i budskabet, mens deres opmærksomhed er i nuet og deres telefoner er i lommen.

Jeg kender og fortæller hundredevis af forskellige fortællinger og skaber nye, når behovet er til det. De redskaber der driver en god fortælling, har jeg brugt årene til at perfektionere, og det er kommet til gavn og glæde ved de mere end 2.700 forskellige opgaver, jeg har haft som fortæller i alt fra fængsler, folketing og børnehaver.

Kan man leve af det?

Jeg var på vej over marken gennem sommersolen, op mod Trekroner station. Med et bachelorprojekt stikkende op af rygsækken og et dilemma i hjertet. Bag mig lå de pragmatiske studier i det danske sprog.  Forude ventede kommunikationsstudiet, kandidatgraden, alle de muligheder der fulgte med dét.  Og mens jeg gik gennem solen forbi den lille sø, kunne jeg se toget på vej ind mod stationen. Hvis der var én ting tre års universitetsstudier havde lært mig, så var at det at jeg kunne nå toget, hvis jeg løb NU. Og præcis dér slog det mig, at dét tog var vigtigt. Ikke bare for at komme hurtigt hjem. Men fordi det var toget til fremtiden. Og derude var min drøm. At sige farvel til universitetet og hej til drømmen – at leve som historiefortæller. At slippe trygheden der følger med en SU og… VENT,

At slippe trygheden der følger med at følge med strømmen. At gøre det forventede, forudsigelige, fortrøstningsfulde.
Og på den anden side – drømmen – at leve af at fortælle historier.

Mine fødder satte i løb. RUC skulle nok klare sig uden mig. Instinktivt vidste jeg dét. Jeg MÅTTE prøve lykken.  Jeg løb alt hvad jeg kunne. Jeg nåede toget. Der nu kører på 20. år og standser ved fantastiske stationer, der tager mig ud i verden på en rejse jeg ikke anede mulig, da jeg indløste billet. En rejse der bliver ved med at føles som om den kun lige er begyndt.  
Så kan man leve af det? Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke kan leve uden.

Hvis du har hørt om en historiefortæller og er endt her – ja – så kan det jo være at det er mig du leder efter? Det kan det jo sådan set også godt være, selv om det er en anden du hørte om. Nu er du i hvert fald her på min hjemmeside. Og du er velkommen.

Og hvis du har brug for en fortæller til noget – så skriv eller ring. Jeg glæder mig til at tale med dig. Til historien om dig og mig begynder.

Kasper Sørensen

Kasper Sørensen

Historiefortæller

Tlf.: 26 28 21 26
Mail: kasper@fortaellekunsten.dk